Har du nogen sinde været fascineret af ”det mørke dyb”?
Synes du, det er en udfordring at kunne svømme 20 meter under havets overflade?
Er du nysgerrig efter at se, hvad der gemmer sig over overfladen i de danske have eller under mere eksotiske forhold?
Har du snorklet og fået øjnene op for det mangfoldige liv lige i havet?
Kan du lide den friske luft, stranden, havet og at komme i vandet?

Kan du sige ja til bare et af ovenstående spørgsmål er sportsdykning måske noget for dig. Også selvom du ikke kan lide at blive våd. Det kan nemlig lade sig gøre at være dykker uden at blive våd

Hvem er ”PINGVINERNE”?

Pingvinerne er en masse glade mennesker, som har ovenstående til fælles.
De fleste af klubbens medlemmer har rundet den første ungdom, men klubben spænder over medlemmer fra 12 år og op til den anden side af de 65. En del medlemmer er ægtefælder eller par – både med og uden børn.

Når vi tager på dykkertur, er der 2 ting vi lægger meget vægt på:
·         Sikkerheden skal være i orden når vi dykker – derfor er bl.a. førstehjælpsudstyr fast inventar, når vi tager på tur.
·         At vi hygger os – det betyder at kaffekanden og den hjemmebagte kage er lige så vigtig som dykkerflaskerne

Tilholdssted
Klubben har til huse på Bavnehøjvej 6, i Slagelse, og det er her vi mødes, når der er arrangeret klubtur.

Hvem er klubben åben for?
Klubben er åben for alle dykkere, uanset hvilket certifikat du har. Har du ikke noget certifikat, men har prøvet at dykke på en ferietur, hjælper vores instruktører dig med glæde, så du også kan få dit eget certifikat.
Du kan vælge kun at melde dig ind i klubben, mens du tager dit dykkercertifikat, eller du kan vælge at blive en del af klubben, hvor venskabelige drillerier står højt på dagsordenen.

Klubture
Gennem året arrangerer klubben flere ture. Her kan bl.a. nævnes arkæologidykning, vragdykning, strandture og week-endture.
Der er ligeledes tradition for, at mange af klubbens medlemmer (omkring 10 personer de sidste par år) tager på dykkerferie til fjerne himmelstrøg.
Vi har f.eks. været i Mexico på huledykning, Ægypten og beundret det smukke og frodige rev der gemmer sig under den bagende sol og vi har været på Zanzibar og se de store og velbevarede koraller og svømmet med en hvalhaj på 12 m.
På disse ture er det ikke kun dykkere, der deltager – vi har også koner, mænd og børn med, som får mulighed for at snorkle og se på livet i havet.

Materiale
Vi har to både i klubben. En gummibåd som næsten altid er med som en sikkerhed, hvis der skulle opstå et uheld. Vi har også en større båd, som vi bruger, når vi skal sejle dykkere til et specielt dykkersted.
I klublokalet står der også en kompressor, hvor medlemmer kan få fyldt luft på deres dykkerflasker.
Et komplet sæt førstehjælpsudstyr.

Svømmehal
Vi mødes i Slagelse Svømmehal hver mandag fra klokken 19.30 til 22.00 hvor vi træner og holder vores færdigheder vedlige.